torsdag den 29. november 2007

Indspilning af cello og harmonika

Atter en himmelråbende fantastisk oplevelse har indskrevet sig i Kollektions diarium. En væsentlig del af hele tanken bag dette projekt er jo selve processen, billederne til nethinden og aftrykket i hukommelsen af atmosfære. Og indspilningerne af cello til "Fantasia Friend Farinelli" og harmonika til "Miss Blue Eyes" var intet mindre end overvældende og storslåede!

Peter Morrison - cello


Jeg kendte ikke Peter Morrison på forhånd, men havde fået kontakt til ham gennem Jesper Andersen (producer på "Match" mm.) og han havde sagt ja, næsten uden at kende til pladens koncept og velvidende, at han ikke ville blive forgyldt for sin medvirken. Det var med slet skjult spænding at Peter Barnow (tonemester og tekniker) og jeg modtog ham en eftermiddag i NOA Studiet på Frederiksberg.

Allerede under hans improvisationer til nummeret inden selve optagelserne, hvor vi bare skulle prøve lidt forskellige idéer af, strålede jeg af fryd over denne musiker og hans instrument. Eftersom jeg ikke kendte til ham før, så vidste jeg ikke hvor dygtig han var. Havde jeg vidst, at han spiller i radioens symfoniorkester, så havde jeg måske kunne gætte det, men det var mig uvist. I dette nu var der dog ingen tvivl om hans evner og at hans frembragte lyde ville gøre sig mere end aldeles godt på "Fantasia"-nummeret.

Efter 50 minutter i lydboksen var han færdig. Peter Barnow og jeg var adskillige vellyde rigere. Overgangen fra vers til omkvæd og selve omkvædet var nu belagt med cello, sådan som det havde været vores ønske i snart meget langt tid. Næsten for godt at være sandt - jeg kan næsten ikke vente til at høre det færdige miks af nummeret. Nu med cello!

Jesper Andersen - harmonika

Det første nummer der blev indspillet til Kollektion er "Match". Det blev indspillet i marts 2007 med Jesper Andersen bag knapperne og som musiker på flere af nummerets instrumenter. At han overhovedet sagde ja i sin tid, er jeg utrolig taknemmelig for. Det var en fantastisk proces og når man tager i betragtning, hvor travl manden er, så er det lige før, at det kan undre, at det lykkedes.

Så meget desto mere glæde over, at Jesper sagde ja til at kigge forbi og lægge lidt harmonikalyde over den ellers næsten færdige "Miss Blue Eyes". Ikke just lyde jeg fra start havde tænkt på skulle lande på det nummer, da det var tænkt som et trio-nummer med Anders og Emil, men det endte med at være ret indlysende, at den romantiske harmonika ville klæde nummeret.

Jesper kender godt nummeret, for han var tekniker på min demo-cd fra 2004, hvor "Miss Blue Eyes" også var på. At han så tilmed godt kunne huske nummeret og stort set ikke behøvede genlyt eller afprøvning, det kan kun imponere. Han gik straks i lydboksen og spillede lidt forskellige variationer over omkvædet og andre dele af nummeret. Både lidt melodistykker og lidt mere simple akkord-underbygninger.

Harmonikaen er et finurligt instrument. Lidt som fra et andet univers, dens lyd og dens aparte udseende - man kan ikke andet end holde af den. Og dens lidt skrøbelige klang og helt unikke stemning passede godt til nummeret. I øvrigt en fryd at se Jesper spille - levende, følt og intenst.

Peter Barnow og jeg mødes i nær fremtid og lægger sidste hånd på numrene. I første omgang glæder jeg mig over at have fået disse oplevelser med i samlingen. Taknemmlig, tilfreds og tonet.


Ingen kommentarer: