onsdag den 7. maj 2008

Shoshan-suit

Allerede i efteråret 2007 indgik jeg aftale med tøjdesigneren Dorrit Shoshan omkring design og syning af et jakkesæt. Sættet er tiltænkt coverbillederne til "Kollektion" og selvsagt live -optrædener. Jeg har fulgt Shoshans arbejde i noget tid og beundrer hendes stil, kvalitetssans og hendes evne til at skabe noget på én og samme tid både klassisk og moderne.

I det tidligere forår gik vi i gang. Vi holdt et par møder hvor vi snakkede om mulighederne og pegede nogle retninger ud. Vi så på stofprøver, kiggede billeder og tog mål. Allerede fra første færd var jeg dybt imponeret over hendes uovertrufne evne til at se og mærke - aflæse og visualisere mig. Ypperste faglige kompetance og tøjkunst a la creme.

Stoffet til selve sættet og den ene af to skjorter er valgt. Skjorten bliver mørkeblå og jakke samt bukser bliver lys og mørk blå vævet ind i hinanden.


Ved mit sidste besøg draperede Dorrit skjorte. Altså modelerede skjorten i stout (prøvestof) direkte på mig. Meget spændende proces. Næste gang gælder det bukserne og til sidst jakken. Hele sættet er færdigt i slutningen af maj, lige i rette tid til vores fotosession til coverbillederne.

I øvrigt har vi netop indspillet vokal til "Still To This Day". Nu mangler kun kontrabas. Meget snart gælder det nummeret "I Declare", som indspilles af tekniker Anders Blomqvist og med Emil Meinild på dobro og akustisk guitar. Men mere om det senere ...

Ingen kommentarer: